Køb af lejligheder

Overvejer du køb af lejlighed?

”Jeg/vi overvejer at købe en lejlighed” – I den situation melder der sig en række vigtige spørgsmål, som man gerne vil have svar på, inden man beslutter sig. Og når man så har besluttet sig, står man over for flere praktiske spørgsmål i forbindelse med istandsættelse af lejligheden, indflytning og introduktion til ejendommen.

Meget central beliggenhed

Ejendommen ligger utrolig centralt i centrum af Christianshavn med flere dagligvarebutikker og stadig flere caféer og restauranter. Strøget og indre by, Amagercentret/Holmbladsgade samt Operaen og DR Koncerthuset er inden for gangafstand, og det hele kan nås via busforbindelser og Metro-knudepunktet på Christianshavns Torv. Biltransport er lige så besværligt som til de fleste andre steder i det centrale København.

En grøn perle inden for voldene

Med ejendommens haveanlæg, der grænser direkte op til det omfattende grønne voldanlæg, der strækker sig ubrudt fra Langebro til Holmens nordspids, kan ejendommen siges at være ”en grøn perle inden for voldene”. Det kilometer lange voldanlæg giver fine muligheder for spadsereture og motion.

Trafiklarm og naboskab til Christiania

Bagsiden af medaljen er en betydelig trafiklarm især mod Torvegade og i lidt mindre grad mod Prinsessegade. Naboskabet til Christiania indebærer især i aften- og nattetimerne en del larm fra personer på vej til og fra Christiania via Prinsessegade og Sankt Annæ Gade. Døgnet rundt hører man jævnligt udrykninger, og af og til er der også nogen, der sniger sig ind og tager en joint ved et bord i haven eller i en kælderhals. Men det er ikke noget stort problem.

Velforsynet med faciliteter

Set i forhold til de fleste ejendomme inden for voldene byder ejendommen på forholdsvis gode faciliteter. Ud over haveanlægget drejer det sig om parkeringsmuligheder, fælles vaskeri og tørrerum, fælleslokale til mindre sammenkomster, motionsrum samt cykel-, snedker- og malerværksted. Desuden har alle lejligheder to pulterrum, og bortset fra stuelejlighederne har alle lejligheder to altaner. Dertil kommer en fuldtidsansat vicevært.

Se Ejendommens faciliteter og brugen heraf

Bred beboersammensætning

Ejendommens 154 lejligheder rummer formentlig 300-350 personer, hvoraf en betydelig del har boet i ejendommen imellem 25 og 40 år, mens en anden stor gruppe er flyttet til inden for de sidste 5-10 år. Ejendommen har således aldersmæssigt en blanding af en stor del midaldrende og ældre beboere, hvoraf mange er pensionister og en del er enlige. I den anden ende er den en del yngre familier og par, herunder en del med mindre børn, men der er også en del studerende, hvor flere typisk deler en lejlighed. Alders- og erhvervsmæssigt har ejendommen således en ganske bred beboersammensætning.

Ældrevenlig ejendom

Set i forhold til de fleste beboelsesejendomme i det centrale København må Ved Volden siges at være ældrevenlig. Først og fremmest er ejendommen forsynet med elevatorer – dog skal man fem trin op fra gadeniveau for at komme til elevatoren, der heller ikke er stor nok til at rumme en kørestol. Til gengæld har ejendommen i gadeniveau et særligt aflukket rum med plads til to handicapscootere og tilhørende lademulighed. Mange ældre har også stor glæde af haveanlægget og lejlighedernes to altaner. Men for nogle ældre er badeværelserne lovlig små og problematiske at komme rundt i med en rollator.

Særligt for børnefamilier

Mange børnefamilier har glæde af nærheden til en del børneinstitutioner på Christianshavn – og alle børnefamilier har stor glæde af haveanlægget med lejemuligheder for børn. Det varierer over tid, i hvilket omfang man er heldig, at der er flere jævnaldrende, som børnene kan lege med.

Mulighed for at holde hund og kat

Der er – efter særlig tilladelse – mulighed for at holde husdyr som hund og kat. Tilladelsen kan dog til enhver tid trækkes tilbage, hvis husdyrholdet er til gene for naboerne, eller hvis reglerne om husdyrhold overtrædes.

Se Regler om husdyrhold

Høje fællesudgifter?

Set i forhold til mange andre ejendomme med ejerlejligheder i det storkøbenhavnske område, har Ved Volden forholdsvis høje fællesbidrag. Pt. XXXX kr. årligt pr. kvadratmeter eller YYYY kr. om måneden for en typisk lejlighed på 90 kvadratmeter.

Årsagen hertil er først og fremmest, at ejendommen, der blev færdig i 1939, nu er henved 85 år gammel, og væsentlige dele af især VVS-infrastrukturen kan ikke holde længere og står over for en omfattende udskiftning og fornyelse. Hertil kommer et efterslæb i almindeligt vedligehold, som blev forsømt i ejendommens første 60 år, hvor huslejerestriktionerne lagde en væsentlig dæmper på mulighederne for tilstrækkeligt vedligehold og fornyelse af ejendommen.

På den baggrund vedtog en næsten énstemmig generalforsamling i 202X at forøge fællesbidraget med 50 pct. over en toårig periode således, at man kunne komme op på et fornuftigt niveau for vedligehold og forbedring.

Samtidig vedtog generalforsamlingen et mål om ”budgetsikkerhed”, derved at fællesbidraget fremover skulle følge den almindelige inflation og udviklingen i byggeomkostningerne. Kun hvis der måtte være særlig grund hertil, skal fællesbidragene stige yderligere og i givet fald kun trinvis med enkelte procentpoint i forhold hertil. Idéen hermed er, at man vil undgå éngangsudskrivninger af særlige og store fællesbidrag, som man kender det fra mange andre ejerforeninger.

Istandsættelse af lejligheden: Hvad må man?

[under udarbejdelse]

Brug af håndværkere

[under udarbejdelse]

Ejendomsmæglers (mis)visninger

Alle kender de særlige fotos fra ejendomsmægler annoncer, hvor brug af en vidvinkel linse altid gør rummene meget større end i virkeligheden, ligesom rummene altid er meget lysere og mere solrige end i virkeligheden. Det gælder formentlig også ejendomsmæglerannoncer fra Ved Volden. Men det ved man, og man kan selv trække fra og lægge til – og tjekke det ud ved et besøg på stedet.

Fejl i faktuelle oplysninger om ejendommens forhold forekommer – tjek oplysninger.

Eksempler på fejlagtige udsagn:

  • ”De høje fællesudgifter er noget forbigående”

Bemærkninger: Som nævnte ovenfor (”De høje fællesudgifter”) har det siden generalforsamlingen i november 202X været klart, at det forholdsvis høje niveau for fællesudgifter er kommet for at blive. Der går formentlig mindst 15 år, før indsatsen med det nødvendige vedligehold er så langt fremme, at en reduktion af fællesudgifterne måske kan komme på tale!

  • ”Ejendommen har et festlokale”

Bemærkning: Det er korrekt, at ejendommen har et Fælleslokale i kælderen med et lille anretter køkken, hvor man kan holde mindre sammenkomster. Skal man sidde til bords er der ikke plads til meget mere end højst 15-20 personer. Men hertil kommer, at lokalet ikke må benyttes efter kl. 23.00, og der må på intet tidspunkt være larm, som kan genere beboeren oven over. – Så at kalde det er ”festlokale” giver let helt forkerte associationer. Se side om ejendommens faciliteter og Fælleslokalet

Introduktion til ejendommen

[Her beskrives på 15-25 linjer, hvorledes man før indflytningen bør kontakte viceværten mhp. introduktion til ejendommen inkl. rundvisning til relevante faciliteter samt evt. udlevering af supplerende nøgler og evt. vaskebrik]

 Indflytning

[Her gives en oversigtlig beskrivelse på 10-15 linjer, hvorefter der linkes videre til andre dele af hjemmesiden]